SF-boss trækker sig

Lars Lyngsdal træder tilbage som SFs Århus formand efter han er afsløret som udlejer af ulovlig bolig

Beslutningen blev meddelt onsdag sidst på dagen. Dermed kulminerer en uge med den århusianske SF-formand i et masivt og stærkt kritisk medie-søgelys.I første omgang, fordi hans naboer anklagede ham for i strid med alle tinglyste skøder at opføre et sommerhus på en fællesgrund.

Senest fordi det også viser sig, at han i syv år har lejet en kælderlejlighed i Århus ud til sin egen søn - en lejlighed, der ikke var lovlig til beboelse.

- Jeg har valgt at trække mig fordi den megen omtale af mine private dispositioner har skadet vores parti, siger Lars Lyngsdal.

Lars Lyngsdal erkender, at han har lejet sin lejlighed ud til sin søn, selv om han vidste, den ikke var lovlig som beboelse.

- Som Kurt Thorsen kan jeg kun sige, at i bagklogskabens ulideligt skarpe lys, var det fuldstændigt vanvittigt gjort, siger den nu forhenværende partiformand.

SF i Århus vælger en ny midlertididig formand på mandag.