Sexmisbrug af børnebørn sender mand bag tremmer
Krænkelser af to børnebørn udløser betinget fængsel til forsker, der skal gennemgå sexologisk behandling
En dansk forsker er ved Retten i Aarhus blevet idømt to års fængsel for seksuelle krænkelser af to mindreårige børnebørn.
Krænkelserne fandt sted over en årrække, mens pigerne var mellem fem og ti år gamle.
- Der er tale om overgreb mod to børnebørn, som har fundet sted kontinuerligt over flere år. Da den ældste sagde fra, begyndte overgrebene mod den yngre, forklarer dommeren ved domsafsigelsen torsdag eftermiddag.
Læs også
Manden dømmes blandt andet for at have krænket pigerne ved at beføle dem intime steder på kroppen og for at have indført en eller flere fingre i skeden hos den ene pige.
Dommen er gjort delvist betinget. Et halvt år skal afsones, mens den resterende del er betinget med vilkår om, at den dømte skal underkaste sig sexologisk behandling.
Har nægtet de grovere anklager
Manden, der under sagen har været beskyttet af navneforbud, har erkendt, at han har krænket pigernes blufærdighed ved at berøre dem under bæltestedet.
Men han har nægtet de grovere anklager om, at han har forsøgt at opnå samleje eller presset fingre op i skeden.
Læs også
Forskeren blev varetægtsfængslet 10. november sidste år.
Grundlovsforhøret og de efterfølgende retsmøder om forlængelse af fængslingen er blevet holdt bag dobbeltlukkede døre.
Anklager Lisbeth Weiss Petersen, Østjyllands Politi, havde argumenteret for en ubetinget frihedsstraf på ikke under to et halvt år.
Hun siger, at sagen nu rutinemæssigt sendes til statsadvokaten, der skal tage stilling til, om dommen eventuelt skal ankes til landsretten.
Den dømtes forsvarer, Anders Skovholm, oplyser, at dommen modtages.