Sex-sag: 63-årig skifter forsvarer
Leder af opholdssted tiltalt for overgreb
En mandlig leder af et nu lukket opholdssted for unge i Skanderborg har skiftet forsvarer.
Den 63-årige tidligere leder af opholdsstedet Elverkær er tiltalt for i ni tilfælde at have forgrebet sig på tre børn. Overgrebene fandt angiveligt sted i perioden 1998-2010.
Ifølge ekstrabladet.dk har lederen nu skiftet sin forsvarer ud. For cirka halvanden måned siden opstod der store uoverensstemmelser mellem den tiltalte og hans daværende advokat, Thomas Kjelstrup, fra Skanderborg.
- Jeg kan bekræfte, at jeg ikke længere er advokat for den tiltalte. Vi blev uenige om strategien i forbindelse med retssagen. De nærmere detaljer kan jeg naturligvis ikke komme ind på, da jeg har tavshedspligt, siger Thomas Kjelstrup til ekstrabladet.dk.
Retssagen mod den 63-årige tidligere leder begynder næste fredag ved retten i Horsens. Han risikerer ifølge flere medier mindst ni års fængsel.