Ser nærmere på miljøteknik

To østjyske virksomheder er i front på miljøområdet

02:14

1 af 2

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) var i dag på besøg hos to østjyske virksomheder, der er i forreste række, når det handler om at behandle spildevand mere miljøvenligt.

Hos Wavin i Hammel har man udviklet kloakrør, hvor der udledes 17 procent mindre CO 2, når de produceres. Derudover er rørene også 20 procent lettere end de traditionelle kloakrør.

Hos Unisense Enviroment i Aarhus har man udviklet en sensor, der kan måle lattergasniveauer i spildevand.

Det skal flere virksomheder lære af og tjene penge på, mener miljøministeren:

Se også: Rød og blå politiker på tur

- Jeg synes, de besøg, jeg har været på i dag på miljøteknologi-virksomheder i Østjylland, viser meget godt, at det her er et af de områder, vi skal satse på i fremtiden. Både som region men også som land, hvis vi ønsker at skabe og fastholde gode danske produktionsarbejdspladser, siger Kirsten Brosbøl til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Fra 2010 til 2013 steg den danske eksport af vandteknologi fra 13,3 milliarder til 15,1 milliarder kroner, og samtidig blev der skabt 700 nye job.

Nu håber de østjyske virksomheder på hjælp fra miljøministeren til at skabe endnu flere jobs og fremgang:

- Vi vil gerne have miljøministerens hjælp til at overbevise kunderne, brugerne, forsyningsselskaberne om, at det er trygt at tage imod nye innovationer og prøve de nye ting, siger direktør i Nordisk Wavin Per Dollerup Mikkelsen.

- Der er selvfølgelig også ting, som er blevet påpeget i dag; reguleringsmæssige barrierer, som vi godt kunne kigge på for at gøre det nemmere, og det vil jeg selvfølgelig tage med tilbage og se, hvad vi kan gøre ved det, lyder det fra miljøministeren.

Tag med på besøg hos Wavin og Unisense Environment i videoen øverst på siden.