Sensationen udeblev i Lystrup

Lystrup IF tabte i går efter sensationelt at have spillet sig frem til syvende runde i pokalturneringen.

Det lykkedes ikke herrerne fra Lystrup IF at fortsætte sin sensationelle sejrsrække i pokalturneringen i håndbold.

Lystrup IF havde spillet sig frem til syvende runde i pokalturneringen, og undervejs havde det østjyske hold blandt andet ekspederet 1. divisionsklubben Ikast ud af turneringen.

I aftes satte håndboldligaklubben Team Tvis Holstebro imidlertid punktum for Lystrups sejrsstime. Danmarks- serieklubben tabte på hjemmebane med 23-30 efter at have været foran med 12-10 ved pausen.