Senere på ugen kan der falde en måneds regn over Østjylland
Torsdag og fredag bliver meget våde i Østjylland. I løbet af de to dage kan der falde mere end en hel måneds regn
Er du træt af at slæbe den tunge vandkande rundt i haven for at holde alverdens planter i live, vanker der her en god nyhed.
Senere på ugen venter der nogle fridage. Vejrguderne har nemlig masser af regn på menuen, så du kan med god samvittighed svinge benene op på fodskamlen og tage en slapper.
Hvis vejrudsigten holder vand, er der udsigt til et par særdeles regnfulde døgn i Østjylland.
DMI og TV 2 Vejret vurderer, at der torsdag og fredag vil falde mellem 20 og 50 millimeter vand mange steder.
Lokalt kan der falde op til 70 millimeter, og det er mere nedbør, end der falder i løbet af en typisk juni.
Nogle steder kan vi få skybrud, som ifølge DMIs definition betyder mindst 15 millimeter regn på en halv time. De mange millimeter kan blive ledsaget af bulder og brag.
Læs også
Inden vi budgetterer med et par dages gedigen regn, skal der tages et forbehold, lyder det fra DMI.
Danmark kommer nemlig til at ligge lige på grænsen mellem den varme og kølige luft, og derfor skal der ikke store forskydninger til, før fronter og lavtryk tager en bane lige øst eller vest om Danmark - derved slipper vi for de mest massive regnmængder.
Det er ifølge DMI for tidligt at spå om, hvorvidt torsdag eller fredag bliver vådest, ligesom det er umuligt at forudsige hvilke dele af Danmark, der får mest vand.