Sender appel til ministre
Folketingspolitiker vil hjælpe ALS-patient
Den 42-årige ALS-patient Palle Hjelmsbo skal ikke ende med at dø, fordi kommune og region ikke kan blive enige om, hvem der skal betale for hans respiratorbehandling.
Derfor sender den østjyske folketingspolitiker Finn Thranum (V) nu en appel til socialminister Manu Sareen (R) og sundhedsminister Nick Hækkerup (S).
Han opfordrer de to ministre til at gribe ind i sagen og finde en hurtig løsning på problemet:
- Jeg skriver til jer begge - som ansvarlige ministre på området - med ønsket om akut hjælp til en syg borger i Aarhus med vejrtrækningsproblemer på grund af ALS, som ikke kan få den nødvendige respiratorhjælp på grund af økonomisk systemtænkning imellem Region Midtjylland og Aarhus kommune, skriver Finn Thranum i mailen til ministrene.
Sagen om Palle Hjelmsbo er strandet mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland. Aarhus Kommune satte bremsen i, fordi Palle Hjelmsbo skulle have opsat en respirator i sit hjem og have døgnpleje.
Kommunen og regionen kan nemlig ikke blive enige om, hvem der står med regningen.
Folketingspolitiker Finn Thranum vil nu sende et paragraf 20-spørgsmål til de to ministre, men appellerer til, at der straks bliver grebet ind i sagen:
- Situationen er akut og kan næppe vente på et ministersvar og den efterfølgende behandlingstid på en uge, derfor denne direkte mail til Jer i håbet om at I vil kontakte borgmesteren og regionrådsformanden for en akut løsning af respirator problemet, skriver Finn Thranum i mailen.