Selvmord i Randers Arrest
39-årig mand hængte sig i livrem. Arresten mener ikke, der var tegn på, at manden var selvmordstruet.
En 39-årig mand, der var varetægtsfængslet for vold, blev tirsdag kl. 17.40 fundet livløs i cellen i Randers Arrest.
Østjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at "Undersøgelsen har vist, at der ikke kendskab til aktuel selvmordstrussel omkring den pågældende."
Manden havde kort forinden selvmordet haft besøg af familien og havde efter besøget deltaget i fællesaktiviteter i arresten, oplyser politiet.
Han blev anbragt i cellen kl. 15.30 og blev fundet livløs kl. 17.40, idet han havde hængt sig i en livrem. Han blev forgæves forsøgt genoplivet og blev indbragt til Randers Centralsygehus, hvor han kl. 18.10 blev erklæret for død.
Østjyllands Politi skriver i sin pressemeddelelse, at man ikke umiddelbart har yderligere oplysninger til sagen.