Selvmål blev dyrt for AGF - taber knebent i Farum

AGF blev nedlagt af FC Nordsjælland, som vandt efter et sent selvmål af forsvarskrumtappen Pierre Kanstrup

AGF tabte mandag aften i Farum til FC Nordsjælland. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

AGF tabte mandag aften i Farum til FC Nordsjælland. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

1 af 2

FC Nordsjælland hentede mandag aften en vigtig sejr i bestræbelserne på at komme i mesterskabsspillet, da holdet vandt 1-0 over AGF i Superligaen.

Kampen i Farum blev domineret af hjemmeholdet, men skarpheden manglede, og det lignede derfor længe en nulløsning.

Læs også Minut for minut: Selvmål koster for AGF - taber i Farum

Kort før tid blev den 18-årige angriber Joachim Rothmann dog afgørende, da han pressede AGF-anfører Pierre Kanstrup til at score selvmål.

Med sejren er FCN blot to point fra top-6, mens AGF efter det femte nederlag i seks superligakampe står i en svær situation og må kigge langt efter mesterskabsspillet.

FCN lignede fra kampens start et hold, der var sultent efter sejr. Mandskabet trykkede AGF tilbage og kom frem til et par store muligheder i løbet af de første minutter.

Kampen var præget af mange dueller. Her er det AGFs Jesper Juelsgård, der forsøger at vinde en af disse.  Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

Stod langt tilbage på banen

AGF stod som ofte før langt tilbage på banen og lurede på kontra, men holdet havde svært ved at spille sig frem til store muligheder.

Hjemmeholdet dominerede opgøret, og efter 28 minutters spil gik der et sus igennem tilskuerne, da højrebacken Karlo Bartolec hamrede et langskud på underkanten af overliggeren.

Kampbilledet fortsatte efter pausen, hvor de teknisk dygtige FCN-spillere arbejdede hårdt på at spille sig igennem den solide AGF-defensiv.

FCN kom frem til et par fine muligheder, og otte minutter før kom forløsningen i form af et AGF-selvmål.

FC Nordsjælland tog dermed sin anden ligasejr på stribe og nærmer sig de sjove pladser i rækken. AGF bliver på 11. pladsen i rækken. 

FC Nordsjælland-AGF 1-0 (0-0)

1-0 Pierre Kanstrup (82. minut/selvmål)

 

Tilskuere: 2.044