Selskaber sender turister til Tyrkiet igen

Rejser til Tyrkiet med aarhusianske charterselskaber afvikles som planlagt fremadrettet

Sikkerhedssituationen i Tyrkiet er stabiliseret over det seneste døgn, og derfor kan danskere nu igen rejse til Tyrkiet, vurderer Udenrigsministeriet, og derfor er rejsevejledningen ændret tilbage til før kupforsøget.

Den rejsevejledning holder de sig til hos Aarhus Charter og Sun Tours.

SE OGSÅ: Udenrigsministeriet: Sikkerheden i Tyrkiet er stabiliseret 

- Vi har vores næste afrejse på torsdag, og den flyver som planlagt, og de almindelige afbestillingsregler gælder igen, siger direktør i Sun Tours Jørgen Fast til tv2oj.dk.

SE OGSÅ: Selskaber kæmper for at sende skuffede kunder på ferie

Hos Århus Charter bliver man på hjemmesiden mødt af en tekst, der forklarer nogenlunde det samme.

’Alle vores fremtidige rejser til Tyrkiet vil blive gennemført som planlagt, og de almene afbestillingsregler er nu gældende’, står der.

Hos Sun Tours blev et fly med 400 passagerer til Tyrkiet aflyst af urolighederne, og kunderne fik tilbudt en tur til Rhodos i stedet for.

SE OGSÅ: Rådmand i Tyrkiet: Der har været en trykket stemning

Det lykkedes Sun Tours at få flyet sendt afsted til Rhodos, og Jørgen Fast oplyser, at rundt regnet tre fjerdedele af gæsterne tog imod tilbuddet om en tur til Rhodos frem for Tyrkiet.

- Folk vil ikke være i Danmark med det vejr, vi har i øjeblikket, og der er meget, der er udsolgt, så mange tog imod tilbuddet, siger Jørgen Fast.