Selina har trods sygdom samlet 55.000 kr. til andre syge

Selina Hansen, der lider af en sjælden gensygdom, har solgt gaver og kager til den store guldmedalje. Pengene går til sygehuset i Skejby

02:14

Selina Hansen havde torsdag en stor check med til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Den 11-årige pige lider af den sjældne gensygdom Muckle-Wells, som betyder, at hun nogle dage hverken kan gå eller stå. 

De 55.000 kroner, hun har indsamlet, skal gå til forskning på området.

- Det var meget overvældende, fordi nu har jeg gået med projektet i mange uger, siger Selina Hansen om selve overrækkelsen.

Pengene har Selina Hansen skaffet ved at sælge kager og gaver i et supermarked hjemme i Stubberup ved Nykøbing Falster.

Sygdommen sender hende forbi sygehuset i Skejby hver fjerde uge. 

Læs også Jordemoder i Skejby: Vi har flere opgaver end vi kan løse

Det var "Knæk Cancer"-indsamlingen i begyndelsen af oktober, der inspirerede Selina Hansen til at samle ind. 

- Jeg vil bare gøre noget godt for andre, ligesom andre gør det godt for mig, siger hun. 

Det var professor Troels Herlin fra Aarhus Universitetshospital, der modtog den store check. Han er imponeret over Selina Hansens indsamling.

- Det er enestående, at hun på trods af sin egen sygdom stiller op og ihærdigt samler penge ind til et formål som det her, siger Troels Herlin.