Efterlyser vidner: Seksårig pige væltet omkuld af knallertkører

Pigen har muligvis brækket et ben

Knallertkøreren flygtede fra stedet på cykelstien til højre i billedet. Foto: Google Street View

Den seksårige pige blev væltet omkuld på Hadsundvej i Randers. Foto: Google Maps

1 af 2

Østjylland Politi efterlyser vidner, efter at en seksårig pige fredag blev væltet omkuld af en knallertkører i det nordlige Randers.

Ifølge politiet kom den seksårige pige gående på Hadsundvej nær stien til Infanterivej, da knallertkøreren væltede hende omkuld. 

Læs også Pige brækkede hoften efter påkørsel: Nu efterlyser onkel vidner

Selv om pigen faldt, kørte manden på knallerten videre uden at hjælpe hende. Han forsvandt fra stedet på cykelstien i retning mod Randers Midtby. 

En 31-årig kvinde, der havde set uheldet, kontaktede straks politiet. Den seksårige blev derefter hjulpet af tilfældige forbipasserende.

- Hun blev straks kørt til behandling på skadestuen. Ifølge de første meldinger var der mistanke om, at pigen havde pådraget sig et brud på det ene ben, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Christian Riis til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også 20 gange så mange får smykke mod folkesygdom: De siger, de har fået nyt liv

Politiet efterlyser vidner, der har set episoden, eller som på anden måde har informationer i sagen. 

Læs også Busmadsens barnebarn: Jeg er sgu da heldig, at han er min morfar

Knallertkøreren, der væltede den seksårige omkuld, kørte på en sort eller mørk knallert med hvid skrift. Han var iført sort tøj og mørk hjelm med skrift.

Episoden fandt sted fredag morgen kl. 07.56. Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.