Disse ting er tæt på umulige at skaffe i hedebølgen

Alt, hvad der bringer skygge og kan køle ned i hedebølgen, er der stort set udsolgt af, melder butikscheferne i de butikker, TV2 ØSTJYLLAND besøgte mandag

Både Toys 'R' Us, Jysk og Babysam melder alt udsolgt af flere varer, der har med sommerheden at gøre. Her ses Christian Nielsen fra Toys 'R' Us, Asbjørn Baltzer fra Jysk og Michael Lykkegaard fra Babysam.

I Jysk i Tilst er det ikke længere til at opdrive en parasol. Der er totalt udsolgt.

Parasoller

Tomme hylder. I Jysk i Tilst har hedebølgen betydet, at der kunderne nu må gå forgæves efter parasoller.

- Parasoller har vi total udsolgt af, fortæller Asbjørn Busch Baltzer, der er butikschef i Jysk i Tilst ved Aarhus. 

- Det gælder både de små, de store og dem til at tage med på stranden.  

- Udenfor har vi normalt udstilling af parasoller ved hvert havebord. Det har vi ikke nu, fordi det hele er udsolgt. 

Selv de parasoller, som plejer at hænge i loftet som udstillingsmodeller, er revet væk, og Jysk har opgivet at skaffe flere hjem. I stedet er man i gang med at pille de hyldearealer ned, hvor parasollerne har stået.

En enkelt parasolfod er alt, hvad der er tilbage hos Jysk i Tilst. Og den er der kun, fordi den er blevet leveret givet retur.  

Parasolfødder

Også parasolfødder er svære at skaffe i den usædvanligt varme sommer. Hos Jysk i Tilst var der under TV2 ØSTJYLLANDS besøg mandag én sølle fod tilbage. 

- Vi har fået en parasolfod retur, og det er så nok Jysks sidste parasolfod, så det er med at komme herud, inden den er væk, griner Asbjørn Busch Baltzer.

- Det er meget negativt nu, hvor vi ikke kan give kunderne det, de søger i første omgang. Det er selvfølgelig ikke sjovt at komme og få at vide, at alt er udsolgt, fortsætter han og tilføjer, at butikken til gengæld har masser af terrassevarmere til overs. 

Toys 'R' Us i Tilst har alt udsolgt, når det kommer til almindelige badebassiner. Der er to store tilbage til over 5000 kroner.  Foto: Scanpix

Badebassiner

Toys 'R' Us i Tilst var først på sommeren et sandt mekka af badebassiner af alle typer. Men nu er stort set alt væk. Kun to eksemplarer af en kæmpe pool til mere end 5000 kroner står tilbage i butikken. 

- Vi har haft 40-50 forskellige pools, men det har vi ikke mere. De er simpelthen revet væk. Vi har lidt pumper og lidt badebolde tilbage. Det er simpelthen udsolgt, fortæller Christian Nielsen, der er assisterende butikschef i Toys 'R' Us i Tilst.

- Det gør helt vildt ondt, at vi mangler varerne, når kunderne kommer og spørger om det. Jeg har haft kunder, der kommer fra Horsens for at købe en pool, hvor vi ikke har haft det, siger han. 

- Når vi forklarer, at det er fordi, vi har haft både hedebølgen i maj og så den nuværende hedebølge, så kan de godt forstå det.

Der er ganske få trampoliner tilbage og kun to typer hos Toys 'R' Us i Tilst.

Trampoliner

En anden mangelvare hos Toys 'R' Us i Tilst er trampolinerne. 

- Trampolinerne er også mere eller mindre udsolgt. Vi har kun to modeller tilbage og få af dem. Folk vil gerne have trampoliner, fordi de bruger det meget mere, når nu det ikke regner, fortæller Christian Nielsen, der er assisterende butikschef i Toys 'R' Us i Tilst. Han beskriver 2018 som sit bedste år i forretningen overhovedet.  

- Jeg har aldrig oplevet, at det har været så voldsomt, som det er nu. Det er voldsomt, at vi sælger trampoliner og pools i de her mængder, som vi gør i år.

Pallen var helt fuld af vandpistoler. Nu er der kun fire tilbage hos Babysam Tilst. 

Vandpistoler

Både Babysam og Toys 'R' Us melder også stort set alt udsolgt, når det kommer til vandpistoler. 

- Vi har de sørgelige sommerrester tilbage, fortæller Michael Lykkegaard, der er souschef i Babysam i Tilst med henvisning til sølle fire vandpistoler, som fylder et lille hjørne af en palle, der tidligere var helt fuld. 

-Vi har fire vandpistoler, det er ligesom dét, det kan gøres op i, i det her fantastisk varme vejr, vi har. Vi er ramt. Vi er meget hårdt ramt, fortæller han.

Hans kollega i Toys 'R' Us står i omtrent samme situation. 

- Vi har været nødt til at få nogle billige vandpistoler hjem, der kommer i en pakke med to for 30 kroner, fordi mange af de andre typer er blevet revet væk, siger Christian Nielsen, der er assisterende butikschef i Toys r Us i Tilst og erkender, at vandpistolen, der er tilbage, er lidt kedelig. 

UV-telte er ikke til at opdrive hos Babysam efter den usædvanligt varme sommer. 

UV-telte

I Babysam ærgrer de sig i øjeblikket også over, at der gennem to uger har været totalt udsolgt af UV-telte. Det er et lille telt-halvtag, som mange børnefamilier tager med på stranden for at skabe skygge til familiens mindste. 

- UV-telte er en mangelvare lige nu. Alle spørger efter dem, og vi har bare ingenting tilbage, siger Michael Lykkegaard, der er souschef i Babysam i Tilst.

- De seneste 14 dage har alle skullet bruge UV-telte, som man kan tage med på stranden til at beskytte de små mod solen. Det er virkelig blevet udsolgt tidligt. Vi kunne godt bruge nogle flere. Hånden på hjertet, så vil jeg skyde på, at vi de seneste fire dage kunne have solgt 20 ekstra soltelte om dagen. Men det har vi ikke gjort, for vi havde ikke flere, lyder det fra souschefen. 

- Jeg har aldrig oplevet, at det er gået så stærkt og at det er så varmt så hurtigt, så længe, siger han afslutningsvis.