Sejr ved skrivebordet: Aarhus-kvinder videre i pokalen

Håndboldens Appelinstans har stadfæstet, at Odense Håndbold taberdømmes i pokalkampen mod Aarhus United

Mie Højlund skiftede fra Randers HK til Odense Håndbold kort før sæsonstart. Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix

Så er det definitivt slået fast, at Aarhus United er videre i kvindernes pokalturnering.

Håndboldens Appelinstans meddeler tirsdag ifølge TV2's hjemmeside, at den afviser Odense Håndbolds appel, efter at klubben blev udelukket for at have haft en ulovlig spiller på holdkortet i pokalkampen mod Aarhus United.

Læs også Ulovlig spiller sender sejren fra Odense til Aarhus

Mie Højlund, som Odense hentede i Randers HK før sæsonen, stod på holdkortet, men hun var ikke spilleberettiget.

Derfor beordrede Disciplinærinstansen, at Odenses 21-18-sejr over Aarhus United skulle ændres til et skrivebordsnederlag og en exit fra pokalturneringen.

Læs også Odense risikerer at blive taberdømt - Giver plads til Aarhus United

- I Ligareglementet § 11, stk. 2 fremgår det, at det er foreningens ansvar, at deltagende spillere er spilleberettigede.

- Benyttelse af spillere, der ikke er berettiget, medfører bøde samt tab af kamp. Der er således tale om en objektiv regel, der ikke giver mulighed for at sanktionere anderledes, lød det dengang fra Disciplinærinstansen.

Senere appellerede Odense Håndbold altså til Håndboldens Appelinstans.