Sejr til amputeret AGF-hold

Trods karantæne til seks spillere lykkedes det superligaklubben AGF at besejre Herfølge.

Superligaens mest omdiskuterede hold den seneste uges tid tog søndag alle tre point hjemme på Atletion i Århus. 

Herfølge blev besejret med 2-1 på trods af, at seks AGF'ere var sendt op på tribunen med karantæne efter sidste uges bytur.

Med sejren lukkede træner Sören Åkeby munden på blandt andre FC Nordsjællands træner, Johnny Petersen, der mente, at Herfølge ville få en unfair fordel i nedrykningskampen.

- Hils Johnny Petersen fra mig, sagde svenskeren med et smil over slipseknuden.

AGF-træneren var stolt af sine spillere, og han mente, at folk som Thomas Aho og Kasper Kure havde taget deres chance og spillet en god kamp.