Se video: Fem på stribe for Randers FC
Spillet fungerede ikke helt på banen. Men det var lige meget - kronjyderne besejrede Esbjerg og fortsætter dermed sejrsstimen.
Cheftræner John 'Faxe' Jensen var langt fra tilfreds med det spil, Randers FC sent søndag eftermiddag diskede op med på hjemmebane mod Esbjerg.
Med et par minutters mellemrum rejste han sig op fra sit sæde, stirrede utilfredst på sine spillere og vendte derefter hovedrystende tilbage til sin plads - ofte ledsaget af et af sprogets mindre pæne gloser.
Og Randers-træneren havde da heller ikke meget at være tilfreds med. Selv om kronjydernes Søren Berg havde flere gode offensive aktioner, stod der stadig 0-0 på måltavlen, da der resterede et lille kvarter af kampen. Men så dukkede den unge midtbanespiller Ricky Olsen op og scorede kampens enlige mål efter et klumpspil i gæsternes straffesparksfelt.
Næsten symbolsk for kampen var det ingen af de 11 spillere i startopstillingen, der stod bag det kronjyske sejrsmål. 20-årige Ricky Olsen blev først sendt på banen midt i 2. halvleg, og det var altså netop den udskiftning, der i sidste ende gav kronjyderne sejren.
Esbjerg havde i løbet af 2. halvleg flere gode muligheder i den anden ende, men skarpheden manglede i den grad i de afgørende situationer.
Derfor kunne Randers-træner John 'Faxe' Jensen - trods alt - glæde sig over den femte sejr på stribe - på en dag, hvor holdet ikke spillede godt.
Du kan se et tv-indslag om kampen ved at klikke i boksen ovenfor til højre.