Se målene: Randers FC videre i pokalturneringen
Randers-angriberen Yura Movsisyan satte tingene på plads, efter at han i 2. halvleg kom på banen mod Skovbakken.
Pokalkampen mellem 2. divisionsholdet Skovbakken og superligaklubben Randers FC endte med en sikker kronjysk udesejr på 4-1.
Jonas Kamper og Søren Berg sørgede med en scoring hver at fjerne det meste af spændingen om udfaldet allerede før pausen.
Midt i 2. halvleg satte kronjyderne angriberen Yura Movsisyan på banen. Den stærke 23-årige armener gjorde ikke betingelserne lettere for århusianernes forsvar. Movsisyan nåede at nette to gange i løbet af sin relativt korte tid på banen.
Inden Randers FC's sidste scoring skabte hjemmeholdets Mikkel Nygaard dog en smule spænding om udfaldet, da han på lang afstand kanonerede bolden ind bag Randers-keeper Peter Friis Jensen.
Trods den overbevisende Randers-sejr på 4-1 havde Skovbakken stor ære af kampen. Århusianerne kæmpede det bedste, de havde lært, men desværre for dem var overmagten for stor.