Se den vilde video: 15 meter høj svævebane sender folk i Gudenåen

Til Randers Festuge kan man få et ordenligt sus i maven, hvis man tager den 150 meter lange svævebane ud i åen.

00:48

Se videoen: Svævebanen til Randers Festuge ender i et ordentligt plask.

Der er langt ned, når svævebaneturen tager sin begyndelse og man skal tage det lille skridt ud i intetheden for at sætte turen i gang. 

Svævebaneturen er 150 meter lang og går på tværs af Gudenåen.

Men ikke længere end at 16-årige Steffen Baack fra Randers var frisk på at gøre det utallige gange søndag trods blæsevejret. 

- Uh det er spændende, udbrød Steffen Baack begejstret lige inden han kastede sig ud fra det 15 meter høje stillads ved Sydhavnen i Randers.

Det er ikke til at undgå at blive våd af en tur med svævebanen. Turen ender nemlig i Gudenåen. 

Køligt plask til sidst

Turen begyndte med et spændt hvin og endte i et plask. Svævebaneturen slutter nemlig i Gudenåens udmunding i Randers Fjord.

Ansigtet var i spændte folder umiddelbart inden Steffen ramte vandet.

- Vi bruger vandet som bremse. Derfor siger vi, at man skal have badetøj eller skiftetøj med, forklarer medarrangør Louise Jul Vinther til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er i år andet år i træk, at man kan opleve svævebanen til Randers Festuge og efter åbningsdagen lørdag, har mere end 50 personer allerede trodset regn og blæst og taget den vilde tur ned i åen.

Fakta om Svævebanen

Banen er 150 meter lang og 15 meter høj. Du lander i Gudenåen og bliver fisket op af en hjælper i en gummibåd.

 

Svævebanen kan prøves onsdag til lørdag i uge 33 for 75 kroner. Vil du prøve kan du booke en tid eller blot booke op på Sydhavnen i Randers.

 

Læs mere her