Se den nye multihal

Kommune planlægger at opføre hal for millioner

Foto: Randers Kommune

Motionsrum for kvinder, fleksible gulve og vægge, der kan omstilles til forskellige idrætsgrene.

Det er nogle af elementerne i en kommende multihal i Randers, som kommunen planlægger at opføre ved Langvang Idrætscenter.

Et dommerpanel har nu besluttet, at det bliver arkitekfirmaet Elkjær + Ebbeskov og Leth & Gori samt landskabsarkitekterne LIW Planning, der skal udføre projektet.

Uden for hallen vil der være et stort, bakket areal med opvisningsbaner til forskellige sportsgrene og skaterpark.

Borgmester Claus Omann Jensen (V) glæder sig over arkitekternes forslag. Han håber, det kan være med til at styrke idrætsmulighederne i området:

- I Randers har vi en drøm om skabe et nyt centrum for idræt og aktivitet. Et unikt sted for alle borgere i Randers. Et sted der forener idræt, integration, sundhed og natur. Målet er at skabe en succes, der danner skole i hele landet - og også gerne uden for landets grænser, siger borgmester Claus Omann Jensen i en pressemeddelelse.

Vigtigt for projektet er, at sammenhængen mellem mulithallen og det omkringliggende område. Der vil derfor blandt andet være store glasfacader, så man kan kigge ud på det 800.000 kvadratmeter store udeareal, som er ejet af Naturstyrelsen.

Udover de 20 millioner kroner, som kommunen har bevilliget til projektet, vil der også blive søgt om minimum et tilsvarende beløb i støtte fra fonde.