Se de unikke optagelser: Odder set i Odder
I aftes blev en odder spottet i et vandløb i Odder. Det er noget af et særsyn, da odderen ellers har været umulig at spotte i tre år
Der er stor glæde blandt naturelskere i Odder i dag, da det første videoklip af en odder i tre år blev delt i kommunen.
Kommunen har gennem lang tid gerne villet have et billede eller et videoklip af det lille dyr med svømmehud mellem tæerne.
Det var Christian Petersen fra Sondrup, som førhen har været ansat i Odder Kommune, som fandt odderen, da han var på bukkejagt.
Nede i et vandløb ved Sondrup svømmede en lille, brun odder rundt og hyggede sig, fortæller han.
Stadig et særsyn
Oddere er et særsyn, da de er meget sky og mest aktive om aftenen på steder, hvor folk normalt ikke færdes. Derudover gør den brune pels, at den bliver kamufleret godt i den danske natur.
For biolog i Odder Kommune, Christian Kristensen, er det glædeligt at se et videoklip af odderen i Sondrup.
Læs også
- Jeg bliver rigtig glad, for det er jo et sjældent syn. Jeg håber, at vi får flere at se i fremtiden. Den har stadig behov for ro og beskyttelse, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Kommunen har endnu ikke et estimat på, hvor mange oddere der bor i Odder, men Christian Kristensen håber, at de kommer svaret nærmere inden for den nærmeste fremtid.
Læs også
Oddere bor tæt på vandløb, ådale og fjorde, og deres føde består af fisk, frøer og nogle gange også små pattedyr, fugle og krebsdyr.
Odderen har længe været truet i Danmark, fordi man ikke sikrede deres levesteder, og mange druknede i fiskenet. Men nu vurderer Naturstyrelsen, at den er i stærk fremgang, og den findes i hele landet.