Scorede i strømpesokker

Videre i pokalen efter mærkværdig scoring

Nicolai Brock-Madsen scorede onsdag aften med højre strømpesok. Foto: Randers FC

Randers FC-angriberen Nicolai Brock-Madsen stod onsdag aften for en af de mest mærkværdige scoringer i årets udgave af pokalturneringen i fodbold.

Under udekampen mod Lyngby mistede den unge forward sin ene støvle, da han modtog en stikning og satte i fart mod hjemmeholdets mål.

Selv om en modstander havde trådt støvlen af, lykkedes det Randers-angriberen at sende bolden ind bag Lyngbys målmand med den højre strømpesok.

Dermed scorede Nicolai Brock-Madsen kampens andet mål. Opgøret på Lyngby Stadion endte 2-0 til kronjyderne.

Målet var desuden Brock-Madsen første scoring på førsteholdet efter en længere skadesperiode.

Se: AC Horsens taber 0-7

Trods overvægt i spil og chancer fandt Randers ikke vej til netmaskerne i første halvleg. Efter pausen scorede Jeppe Tverskov til 1-0, inden Brock-Madsen cementerede sejren med sit bemærkelsesværdige mål.

Ifølge randersfc.dk havde Lyngby efterfølgende flere gode chancer, men topholdet fra 1. division formåede dog aldrig for alvor at true den kronjyske sejr.

Sejren i Lyngby betyder, at Randers er videre i pokalturneringen ligesom Silkeborg, Odder og Skovbakken. AGF, Aarhus Fremad og AC Horsens er derimod ude.

Se den spektakulære strømpesok-scoring og hør Randers FC's sejrssang i videoerne nedenfor: