Scor kassen ved at flytte i din egen kommune

Selv i de dyrere kommuner kan der spares en formue, hvis man køber hus et lille stykke fra de dyreste områder

Det kan være en ganske god idé at kigge på huse til salg i andre områder i sin egen kommune, hvis man vil spare mange penge. Det viser ny opgørelse. Foto: Martin Ballund

Bortset fra i hovedstadsområdet er der landet rundt store penge at spare ved at flytte bare få kilometer inden for den samme kommune.

Med lidt geografisk fleksibilitet kan man i relativt mange kommuner købe et hus markant billigere uden at gå glip af de fordele, som favoritkommunen tilbyder.

Birgit Daetz, boligsiden.dk

I 18 kommuner er forskellen mellem det billigste og dyreste sogn på over 200 procent. Nogle steder meget mere. Det viser en opgørelse fra boligsiden.dk, der laver statistik over ejendomsmarkedet i Danmark ud fra oplysninger fra boligadvokater og ejendomsmæglere.

I kommuner som Aarhus og Frederikshavn kan der spares over 450 procent på huskøbet inden for samme kommunegrænse.

Læs også Hussalget boomer også uden for hovedstaden: Samsø er i top

Så spiller økonomien den afgørende rolle ved huskøbet, kan der hives mange penge hjem ved at slå sig ned i den billigste del af den udvalgte kommune.

- Med lidt geografisk fleksibilitet kan man i relativt mange kommuner købe et hus markant billigere uden at gå glip af de fordele, som favoritkommunen tilbyder, siger kommunikationsdirektør Birgit Daetz fra boligsiden.dk.

- De ekstra penge kan man så bruge på for eksempel en ekstra bil.

Størst forskel i Aarhus

Den største lokale forskel er der i Aarhus Kommune med 469 procent. I den attraktive midtby i Sankt Pauls Sogn er prisen for en enkelt kvadratmeter hus på 48.250 kroner.

Men bare 17 kilometer syd for i kommunens billigste sogn, Astrup, er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på blot 8486 kroner.

Også i Randers og Silkeborg Kommuner er der stor forskel på den gennemsnitlige kvadratmeterpris internt i kommunen.

Som huskøber kan den store økonomiske gevinst ved at slå sig ned der, men stadig i samme kommune, give markant mere luft i økonomien.

Birgit Daetz, boligsiden.dk

I Randers får man mest for pengene i Udbyneder med kvadratmeterprisen 3678 kr., imens de dyreste kvadratmetre findes i Gimming Sogn. 321 pct. dyrere er det her. 

Billedet med de store forskelle går igen i Silkeborg. Her er det området Mariehøj, der er kommunens dyreste, imens kvadratmetrene er 249 pct. lavere i Thorning.

Her er de 10 kommuner med størst prisforskelle

Vælger man hus i kommunens billigste sogn, kan prisforskellen være flere hundrede procent under det dyreste.

Disse ti kommuner har den største prisforskel per gennemsnitskvadratmeter mellem det billigste og det dyreste sogn i kommunen:
* Aarhus Kommune - Astrup sogn 8486 kroner per kvadratmeter - Sankt Pauls Sogn 48.250 kr./m2 - Forskel 487 procent.
* Frederikshavn Kommune - Torslev 3104 kr./m2 - Skagen 17.178 kr./m2 - Forskel 453 pct.
* Aalborg Kommune - Ulsted 5400 kr./m2 - Budolfi 26.117 kr./m2 - Forskel 384 pct.
* Randers Kommune - Udbyneder 3678 kr./m2 - Gimming 15.470 kr./m2 - Forskel 321 pct.
* Langeland Kommune - Magleby 2739 kr./m2 - Rudkøbing 10.542 kr./m2 - Forskel 285 pct.
* Hjørring Kommune - Lendum 3152 kr./m2 - Furreby 12.039 kr./m2 - Forskel 282 pct.
* Sønderborg Kommune - Lysabild 3457 kr./m2 - Sankt Marie 13.184 kr./m2 - Forskel 281 pct.
* Jammerbugt Kommune - Langeslund 4221 kr./m2 - Hune 15.082 kr./m2 - Forskel 257 pct.
* Lemvig Kommune - Ramme 2387 kr./m2 - Nørlem 8368 kr./m2 - Forskel 252 pct.
* Silkeborg Kommune - Thorning 5962 kr./m2 - Mariehøj 20.801 kr./m2 - Forskel 249 pct.

Opgørelsen dækker over huse solgt i perioden primo 2016 til 28. november 2017. Kun sogne med minimum 15 handler i perioden er taget med i beregningerne.

Kilde: Boligsiden.dk.

- Som huskøber kan den store økonomiske gevinst ved at slå sig ned der, men stadig i samme kommune, give markant mere luft i økonomien, uden at man stadig behøver at pendle ret langt, siger Birgit Daetz.

De store lokale prisforskelle ses ikke kun i de større byer, men også på Langeland, på Bornholm og i Sønderborg.

Læs også Unikt gods på Djursland solgt: Så stor rabat fik køberen

Men ifølge direktør Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videnscenter drives huskøberne oftest af noget helt andet end udsigt til lav husleje.

- Stadigt flere mennesker vil bo bynært. Desuden lever vi i et singlesamfund, der efterspørger mindre boliger i byen frem for store, billige huse på landet. Flere ældre og færre børnefamilier vil i de kommende år kun øge den tendens, siger han.