Scooterfører stak af fra politiet, men så slap de hunden løs
Der skulle en politihund til at stoppe en 21-årig mand, der stak af fra politiet
En hundepatrulje eftersatte en 21-årig mand, der kørte på en stjålet scooter på Ringvejen i Aarhus. Manden kørte to gange over for rødt lys på Ringvejen, først ved Haslegårdsvej og dernæst Viborgvej.
Da politiet ville standse ham, smed han scooteren og løb.
- Vi forsøgte at råbe ham, men han standsede ikke, så derfor satte vi hunden efter ham, siger politiassistent ved Østjyllands Politi Marianne Morgen.
Læs også
Og noget tyder på, at hunden havde den ønskede effekt, for manden standsede, da han så, at politihunden var efter ham.
- Hundene skaber meget respekt, og folk stopper ofte, når de ser at hundene er efter dem, siger Marianne Morgen.
Læs også
Politiets tjenestehunde er instrueret i ikke at bide, når folk stopper af sig selv.
Den 21-årige mand er blevet anholdt og sigtet for brugstyveri, samt at køre over for rødt to gange, kørsel uden førerret og kørsel uden hjelm.
Episoden fandt sted på Ringvejen i Aarhus klokken 13.58 tirsdag.
Og de østjyske politihunde er faktisk landets bedste. Det kan du læse mere om her.