To scooter-røverier i Aarhus
Blev måske begået af samme mand
Østjyllands Politi leder efter gerningsmanden til to røverier, der blev begået med kort tids mellemrum på åben gade i Aarhus.
De to røverier blev begået søndag henholdsvis kl. 13.00 og 13.05.
Først fik en 79-årig kvinde taget sin taske på Åbogade i Aarhus Nord. I tasken lå der 1.000 kroner.
Kort tid efter gik det ud over en 51-årig kvinde på Silkeborgvej. Røveren greb fat i hendes taske, da han kom kørende på scooter. Hun blev slæbt 15-20 meter hen ad cykelstien, indtil stroppen på tasken sprang.
En gruppe vidner løb efter gerningsmanden, der smed tasken fra sig og slap bort.
Begge ofre fortæller, at deres gerningsmand bar en rød jakke med hætte og stak af på en mørk scooter.
- Det er påfaldende at signalementet er ens. Måske er det samme gerningsmand, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.