Schweizisk hold venter Randers
Det bliver schweiziske FC Lausanne, som Randers FC skal op imod i 3. kvalifikationsrunde til Europa League.
FC Lausanne spillede torsdag aften uafgjort 1-1 på udebane mod Borac Banja Luka fra Bosnien-Herzegovina efter at have vundet første kamp hjemme 1-0.
FC Lausanne spiller i den næstbedste række i Schweiz, hvor klubben i den seneste sæson blev placeret som nr. 10.
FC Lausanne deltager i kvalifikationen til Europa League, fordi klubben var i den schweiziske pokalfinale. Her tabte klubben ganske vist til Basel med 6-0, men da Basel samtidig blev nr. 3 i den schweiziske Superliga - og dermed kvalificerede sig til Europa League - fik Lausanne pladsen i Europa League som pokaldeltager.
Randers FC møder FC Lausanne i 3. kvalifikationsrunde til Europa League 29. juli og 5. august.
Vinderne af tredje kvalifikationsrunde går videre til playoff-runden, hvor vinderne sikrer sig adgang til gruppespillet i turneringen.