Scanning for brystkræft i Randers
I dag bliver de første kvinder scannet for brystkræft i Sundhedscenteret i Randers. De næste to år vil alle midtjyske kvinder mellem 50 og 69 år få tilbudt screening.
Så er det nu, hvis du skal scannes for brystkræft.
I Randers er apparaturet kommet på plads i nyindrettede lokaler på 1. sal i Sundhedscenteret.
Det skriver Randers Amtsavis.
- Vi har valgt, at det skulle placeres i byen og ikke på hospitalet, af flere grunde,forklarer cheflæge fra Regionshospital Randers, Morten Noreng:
- Det er jo ikke syge mennesker, der skal screenes. Det er vigtigt at holde fast i. Og nogle føler sig syge alene ved, at de kommer på hospitalet. Det kan også være lettere at få kvinderne til at komme, når det ligger her midt i byen. Hospitalet er jo lidt i udkanten.
Alle kvinder mellem 50 og 69 år vil i løbet af de næste to år få et brev med invitation til screening, og koordinerende overlæge for brystscreening i Region Midtjylland Lisbeth Kallestrup håber, at mange vil tage imod tilbuddet.