Scannere står stille på sygehuse

To ud af 10 CT-scannere bliver ikke brugt. De står i Grenaa og Odder, hvor der mangler personale.

Mens syge mennesker står i kø for at blive scannet, står to af amtets avancerede CT-scannere så godt som stille.

Det vækker undren i amtsrådet, som nu vil se på sagen. Scannerne er placeret på de næsten lukkede sygehuse i Grenaa og Odder, og her er ikke personale til at betjene dem, skriver MetroXpress.

CT-scannere bruges i undersøgelser om demens og kræft. Og der er op til fire måneders ventetid på scanning. Hans Kargaard Thomsen (V) vil nu have undersøgt, hvordan man kan sikre, at CT-scannerne bliver ydnyttet effektivt.

Henrik Kruse, der er leder af Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscenter i Århus, siger til TV 2 / Østjylland, at det er beklageligt, at CT-scannerne står stille. Han mener dog ikke, at kræftpatienter venter længere på undersøgelser, end reglerne siger.

- Det er rigtigt, at der er ventetid for strålebehandling, men ifølge vores oplysninger, så overholder amtets sygehuse fristerne for CT-scanning. Det vil sige, at folk kan blive undersøgt, så hurtigt som de har brug for det, siger Henrik Kruse.

Oplysningerne om de stillestående scannere er dog så overraskende, at Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscenter i løbet af dagen vil finde ud af, om der skulle være problemer.

Se mere om scannerne i dagens udsendelser på TV 2 / ØSTJYLLAND.