Scanner 32 millioner sider

Statsbiblioteket vil digitalisere avissamling

Statsbiblioteket i Aarhus skal nu i gang med en større opgave.

Bibliotekets store avissamling skal digitaliseres. Det betyder, at 32 millioner avissider skal scannes og indekseres.

Aviserne fylder omkring 23.000 hyldemeter, og er én blandt to avissamlinger i Danmark. De første aviser i samlingen er fra midten af 1700-tallet.

Den anden samling står på Det Kongelige Bibliotek i København.

- Det er besluttet, at den københavnske samling skal spares væk, så for at vi kan være sikre på, at vores samling kan bevares, er vi nødt til at digitalisere den, siger Tonny Skovgård Jensen fra Statsbiblioteket i Aarhus til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Scannes i Hamborg - indekseres i Indien

Ifølge Tonny Skovgård Jensen fra Statsbiblioteket skal de mange aviser sendes til Hamborg, hvor de bliver scannet og derefter sendt retur til Danmark.

De scannede filer skal derefter sendes videre til Indien, som skal indeksere de mange avissider.

- Når vi er oppe at køre på fuld styrke til december i år, forventer vi at modtage 50.000 avissider fra Indien om dagen, siger Tonny Skovgård Jensen fra Statsbiblioteket i Aarhus til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Den store digitaliseringsproces skal også komme borgerne til gode. Det er meningen, at alle, der er interesseret i gamle nyheder eller måske rettere optaget af den historie der gemmer sig i bag nyhederne, fremover kan gå på nettet og bladre aviserne igennem.

Statsbiblioteket forventer, at digitaliseringen af hele avissamlingen vil tage omkring tre år.

De første digitale aviser kommer på gaden i 2014.