Savner du p-pladser? Så kom med bud på hvor de skal være

Aarhus Kommune inviterer nu borgerne til at melde ind med steder, hvor der kan være nye parkeringspladser

Forhåbentlig vil et syn som dette med ingen ledige p-pladser i syne være mere sjældent i fremtiden.

Det er tit noget af en kamp at finde en p-plads i det centrale Aarhus. Nu kommer kommunen de frustrerede bilister i møde og åbner op for flere pladser.

Der er allerede fundet 150 nye muligheder, og alle aarhusianere er inviteret til at komme med bud på andre oplagte parkeringspladser.

Læs også Aarhus Kommune betaler p-bøder tilbage

- Det er ingen hemmelighed, at der er stor efterspørgsel på p-pladser i byen, og det er derfor ikke særlig smart, at bilister ikke må parkere foran opkørsler, der ikke længere bruges. Derfor gennemgår vi gaderne med en tættekam og etablerer nye pladser, hvor det er muligt inden for de rammer, lovgivningen tillader, siger rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), i en pressemeddelelse.

Der er mange flere

Aarhus Kommune vil nemlig forsøge at gøre noget ved de oplagte parkeringsmuligheder, som ikke må bruges, fordi de er registreret som opkørsler.

Beboere i de berørte områder vil i løbet af sommeren modtage brev fra kommunen med opfordring til at godkendte nedlæggelsen af de overflødige opkørsler.

01:49

P-vagterne i Aarhus skal fremover lave andet end bare at udskrive bøder. 

Luk video

- De 150 pladser, vi allerede har fundet, er de helt åbenlyse. Men vi er sikre på, der er mange flere. Derfor spørger vi nu aarhusianerne om hjælp til at kortlægge dem, siger Kim Gulvad Svendsen, der er chef for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune.

Jagten sættes ind mandag den 10. juli, hvor det bliver muligt at melde ønsker til nye parkeringspladser ind via appen Aarhus Borgertip.