SAS Liga-interesse for kasseret AGF'er

Han var ikke god nok til AGF. Alligevel viser både hjemlige og udenlandske klubber interesse for forsvarsspilleren Ole Budtz.

For tre år siden hentede AGF Ole Budtz hjem fra tyske Kickers Offenbach, men nu er aftalen med århusianerne udløbet, og den 30-årige forsvarsspiller er i gang med at lede efter en ny arbejdsgiver.

Meget tyder dog på, at Budtz, der også kan bruges som angriber, snart har en aftale i hus.

- Der er SAS Liga-interesse for ham, og der er klubber i udlandet, der er interesseret. Jeg håber, at der maksimum går en uge til ti dage, inden der er en afklaring på hans situation, siger Budtz' agent, Nikola Juric, til bold.dk.

Ole Budtz var ude i store dele af sidste sæson efter at have brækket benet ved den første træning efter sommerferien.