Såret under skydeøvelse
Fejl på maskingevær årsag til uheld
To soldater fra et militærpolitikompagni kom lettere til skade, da de mandag blev ramt af fragmenter ved to uafhængige skydeøvelser i Hevring Skydeterræn på det nordlige Djursland. Det oplyser Hærens Operative Kommando (HOK) i en pressemeddelelse.
Ved det ene uheld blev en skydeleder ramt af et fragment i skulderen, da han var ved at undervise i at kaste med håndgranater.
Skydelederen vurderede, at en soldat, efter at have kastet sin håndgranat, ikke var i tilpas dækning bag den opstillede dækningsskærm. Derfor trak skydelederen soldaten i dækning, hvorved han blottede sin egen skulder og blev ramt.
Ramt af fragmenter
Ved det andet uheld blev en anden soldat fra 1. Militærpolitikompagni ramt af fragmenter fra et patronhylster, der eksploderede i forbindelse med en fejl på et maskingevær. Fragmenterne ramte soldaten på hoften.
HOK oplyser, at de nærmere omstændigheder omkring de to hændelser nu undersøges efter de almindeligt gældende procedurer ved uheld i forbindelse med skydning.
Begge soldater har været til behandling på skadestuen og har det efter omstændighederne godt. Begge har selv underrettet deres pårørende.