Sølv-Sara til DM på hjemmebane: Det bliver skægt uden det er hårdt
OL-sølvvinder Sara Slott Petersen deltager i DM i Atletik ved Ceres Park, men ikke i hækkeløb.
DM i atletik løber af stablen i denne weekend på Ceres Park i Aarhus.
Den hjemvendte OL-sølvvinder og hækkeløber, Sara Slott Petersen, skal også dyste til de nationale mesterskaber – dog ikke i hækkeløb.
Denne gang har hun bogstavelig talt valgt en distance uden forhindringer. Hun stiller nemlig op i 200 meter løb.
-Det bliver rigtig skægt, for det er SÅ fedt bare at sprinte afsted, uden at det sådan er rigtig hårdt, skriver Sara Slott Petersen på sin Facebook-side.
Det er klubben Aarhus 1900, der afholder Danmarksmesterskaberne i Aarhus.
-Jeg ved at min klub har lagt sig i selen, for at lave et flot stævne, så jeg synes dem der har mulighed for det, skal komme ud og heppe, skriver Sara Slott Petersen.
Lørdag var der flere DM-titler at hente for atleterne fra Aarhus 1900. Herreholdet fra Aarhus 1900 vandt 4x100 meter. Andreas W. Nielsen vandt 5000 meter kapgang. Guld var der også til kuglestøder Marcus Thomsen. Marie Vestergaard vandt spydkast, og Jane Nielsen vandt trespring.