Sara Slott om OL: For tidligt at sige, om jeg kan holde niveauet

Selv om der er tre år til næste OL, er Sara Slott Petersen begyndt at overveje, om hun deltager

01:35

Sara Slott Petersen var storfavorit til at genvinde titlen ved inde-DM i Skive i 400 meter i weekenden.

Mens de fleste stillede op til DM for konkurrencens skyld, så er det ikke tilfældet for den aarhusianske OL-sølvvinder.

- Det er god træning, men det er selvfølgelig ikke det samme som i Tjekkiet, hvor jeg løber mod nogen, som slår mig. Her ligger jeg og leger lokomotiv. Men det er også fint nok, siger Sara Slott Petersen.

Ved inde-DM i Skive i weekenden, vandt Sara Slott Petersen i tiden 53,67 i 400 meter.

Fra starten af løbet lagde Sara Slott Petersen sig da også i front. Om to uger deltager hun ved inde-EM i Beograd. Og da 400 meter hæk ikke er på EM-programmet, stiller hun op i 400 meter ligesom i Skive.

- Jeg håber, at jeg kan komme under min egen danske rekord, og så håber jeg, at jeg kan overraske. Men der er ikke nogen, der skal få tårer i øjnene, hvis jeg ikke år finalen, for det ligger ikke i kortene, siger Sara Slott Petersen.

I Skive var sejren på 400 meter dog aldrig i fare. Sara Slott Petersen vandt i tiden 53,67 sekunder.

Læs også Aarhusiansk guldfugl: Sara Slott sprintede sig til DM-sejr

Selv om der er tre år til OL i Tokyo, er den 29-årige løber allerede nu begyndt at overveje, om hun skal tage endnu et OL med.

- Jeg kunne godt tænke mig at komme til EM i 2018 som forsvarende Europamester. Når jeg står der og har set, om jeg kan holde mit niveau, virker to år ikke som så lang tid. Men begynder jeg ikke at kunne holde mit niveau, så tror jeg ikke, at jeg synes, at det er det værd. Det er for tidligt at sige nu, men jeg er klar over, at OL er der, siger Sara Slott Petersen.

I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med Sara Slott Petersen.