Sara Slott fører dansk hold an til VM i atletik

Dansk Atletik Forbund har torsdag udtaget fire atleter til VM, herunder OL-sølvvinderen Sara Slott Petersen fra Aarhus

Foto: Jewel Samad, Scanpix

Dansk Atletik Forbund har torsdag udtaget fire atleter til VM i London, der bliver afviklet i august.

Sportschef Piotr Haczek har udtaget aarhusianske Sara Slott Petersen (400 meter hæk), Anna Emilie Møller (3000 meter forhindringsløb), Ole Hesselbjerg (3000 meter forhindringsløb) og Abdi Ulad (maraton) til VM.

Læs også Sara Slott leverer sæsonens bedste tid i Rom

Sportschefen regner dog med, at det danske antal deltagere bliver højere til mesterskaberne i den engelske hovedstad.

- Jeg har en forventning om, at flere navne når at klare kravet inden deadline 23. juli, siger Piotr Haczek i en pressemeddelelse.

Hendes fjerde VM udendørs

Atletikforbundet håber, at Andreas Martinsen kan komme med på 110 meter hæk, og at Andreas Bube kan gøre det samme på 800 meter.

Læs også OL-stjerne løb med den olympiske fakkel

Alle de fire atleter, der foreløbig er udtaget, deltog ved OL i Rio sidste år.

Sara Slott Petersen, der vandt sølv i Rio, er dog den eneste af de fire, der tidligere har deltaget ved VM.

VM i London bliver hendes fjerde VM udendørs.

Ved VM i Beijing i 2015 blev hun nummer fire på 400 meter hæk.

VM bliver afviklet fra 4. til 13. august.