Sara Slott bliver nummer fire i stærkt felt

Den danske OL-sølvvinder måtte se sig overhalet på opløbsstrækningen ved Diamond League-stævne

Den aarhusianske OL-vinder fra Rio løb i tiden 54,49 i 400 meter hæk. Det rakte til en fjerdeplads. Arkivfoto. Foto: Jewel Samad - Scanpix

Atletikudøveren Sara Slott Petersen fra Aarhus blev nummer fire på 400 meter hæk, da hun torsdag aften deltog ved Diamond League-stævnet i Lausanne i Schweiz.

Danskeren lå ellers længe helt fremme, men på opløbsstrækningen blev hun distanceret af de nærmeste konkurrenter.

Læs også Sara Slott stiller op mod verdens bedste efter sygdom

Den danske sølvvinder fra OL i Rio sidste år klokkede ind i tiden 54,49 sekunder i løbet, der blev vundet af amerikaneren Ashley Spencer.

OL-bronzevinderen fra Rio løb i 53,90 sekunder.

Amerikaner kom galt af sted

Schweizeren Lea Sprunger blev nummer to i 54,29 sekunder, som er personlig rekord for hende.

Briten Eilidh Doyle snuppede tredjepladsen i 54,36 sekunder, mens den regerende verdensmester, tjekken Zuzana Hejnová, blev nummer fem i 54,69 sekunder.

Læs også OL-stjerne løb med den olympiske fakkel

Guldvinderen fra OL, Dalilah Muhammad, var også med i feltet i Lausanne, men amerikaneren kom galt af sted undervejs og fuldførte ikke.