Sara-effekten trak mange til DM i Aarhus

Den danske OL-sølvvinder skuffede ikke og vandt guld til DM på 200 meter distancen foran rekordstort publikum

01:20

Her til eftermiddag stillede Sara Slott Petersen op til danmarksmesterskaberne i atletik i Aarhus – dog ikke i favoritdisciplinen hækkeløb – men derimod i 200 m sprint, og hendes tilstedeværelse lokkede mange tilskuere ud på lægterne.

- Vi kan mærke en glæde og opmærksomhed, som vi ikke plejer at se. Efter Saras sølvmedalje til OL har vi også set mange nye børn til ungdomstræning i klubben, fortæller formanden for atletikafdelingen i Aarhus 1900, Ulla Kolding, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Sølv-Sara til DM på hjemmebane: Det bliver skægt uden det er hårdt

Hun kunne også berette om mange nye ansigter på tilskuerpladserne til danmarksmesterskaberne, og flere medier end vanligt var også at finde for at følge Sara Slott Petersen og de andre atleter.

- Atletik er blevet sat på landkortet, og flere har lyst til komme ind og se stævner som det her. Man behøves ikke være en del af en sluttet kreds for at synes, sporten er seværdig, siger Ulla Kolding.  

Sara Slott Petersen skuffede ikke de mange fremmødte. Hun vandt i fornem stil DM-guldet i 200 m sprint foran klubkammeraten fra Aarhus 1900 Mette Graversgaard. De 200 m tilbagelagde Sara Slott i tiden 23,64. 

Her kan du se alle resulater fra dagens DM i Aarhus. 

Du kan se hele interviewet med Ulla Kolding øverst på siden.