Sang hjælper kræftramte
Synger sig til mere glæde og velvære
Kræftramte og pårørende i Randers synger sig til mere glæde og velvære, når de en gang om måneden mødes i byens sundhedscenter og synger på livet løs i det nye tilbud 'Sangkræfter'.
Ifølge musikterapeut Hilde Skrudland er der mange gode grunde til møde op. For selvom man ikke kan synge sig ud af en kræftsygdom, så kan det at synge sammen med andre gøre, at sygdommen træder i baggrunden, fortæller hun i en pressemeddelelse.
- Når man synger sammen med andre i samme situation, så får man først og fremmest fokus på noget livgivende og positivt. Det giver både glæde, en følelse af fællesskab og en god følelse af bare at være sig selv uden at fokusere på kræftsygdommen, forklarer Hilde Skrudland, der er musikterapeut og leder tilbuddet 'Sangkræfter' i Randers Sundhedscenter.
Men helt for sjov er det alligevel ikke. For ifølge Hilde Skrudland, så viser forskning, at hjernen frigiver nogle særlige hormonstoffer, der får os til at få det bedre, når vi synger, ligesom undersøgelser tyder på, at det at synge sammen med andre, hjælper os mennesker til at fungere bedre socialt.
'Sangkræfter' mødes igen torsdag den 27. marts kl. 16-17.