Sommerhusejere raser, men sandormefiskeri er helt lovligt

Der er ikke noget til hinder for at fange sandorm, viser skrivelse fra Kystdirektoratet. Nu går miljøordfører på Christiansborg ind i sagen

02:13

VIDEO: Sandormsfiskeren Tim Christensen tror ikke på, at larmen fra pumper og stampere overstiger de gældende støjregler.

De larmer, og de efterlader dybe huller, der kan være farlige for børn.

Sommerhusejere i Østjylland er godt og grundig trætte af sandormsfiskere, der fra klokken 5 om morgenen bruger motordrevne stampere til at fange orm fra strandbunden. 

TV2 ØSTJYLLAND kunne søndag fortælle, at Michael Mikkelsen (DF), medlem af byrådet i Syddjurs Kommune, vil have svar på, om sandormsfiskeri er lovligt. Han mener, at ormefiskernes metoder tenderer rovdrift på naturen

Jeg kan ikke se, hvordan det skal være til gene for nogle. Vores huller er dækket til efter 12 timer.

Tim Christensen, sandormsfisker, Grenaa

Det er dog fuldt ud lovligt at pumpe sandorm op fra strandbunden, fortæller sandormsfisker Tim Christensen, der i 10 år har fisket sandorme ved Strands nær Begtrup Vig på Mols.

Tim Christensen kan ikke forstå, at han skulle være til gene for nogen.

Ikke reguleret i lovgivning

Han henviser til en skrivelse fra Kystdirektoratet fra marts 2014. Heraf fremgår det, at NaturErhvervstyrelsen, Naturstyrelsen og Kystdirektoratet i december 2013 holdt et møde om 'tilladelse til indvinding af sandorm'.

Konklusionen på mødet var som følger:

'Der var enighed om blandt disse tre myndigheder, at indvinding af sandorm ikke er direkte reguleret i lovgivning administreret af de nævnte myndigheder og at du derfor med nedenstående forbehold, vil kunne påbegynde indvinding af sandorm som i din ansøgning uden en egentlig tilladelse.'

Læs også Orme-krig raser i lokalsamfund - Det tenderer rovdrift på naturen

Tim Christensen kan ikke se, at han forstyrrer sommerhusejernes fred, når han fisker efter orme.

- Vi kommer om morgenen, og der er ikke øje hernede. Jeg kan ikke se, hvordan det skal være til gene for nogle. Vores huller er dækket til efter 12 timer, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Tim Christensen fangede omkring 25 sandorme, da TV2 ØSTJYLLAND tirsdag var ude at fiske med ham.

Miljøordfører vil have minister ind i sagen

Ifølge Tim Christensen har han været med til at måle den larm, sandormsfiskerne laver, og han 'simpelthen ikke tror på', at larmen overstiger de gældende støjregler.

Fiskeri af sandorme bør ikke desto mindre reguleres, lyder det fra Pia Adelsteen (DF), der er miljøordfører på Christiansborg.

- Det er primært af hensynet til børnene, jeg går op i emnet. Jeg synes, det er ubehageligt med de her dybe huller, som børnene kan falde ned i. Jeg ser ikke noget stort problem i forhold til miljøet, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Pia Adelsteen vil onsdag stille spørgsmål til ministeren, og 'høre om han synes, vi skal gøre noget ved det.'

01:55

VIDEO: Her kan du se TV2 ØSTJYLLANDs indslag om frustrerede sommerhusejere. Indslaget er fra søndag d. 20. maj i år.

Luk video