Samsø-færgen må aflyse: Benzin fyldt på dieselmotor

48.000 liter brændstof må pumpes ud, og fire afgange aflyses

Samsø Rederi har været nødt til at aflyse fire afgange tirsdag eftermiddag mellem Sælvig og Hou, da der ved en fejl er blevet hældt benzin på færgens diselmotor.

Derfor er rederiet i skrivende stund ved at få tømt færgen for 48.000 liter blandet benzin og diesel.

Læs også Forening: Drømmen om en færge mellem Aarhus og Samsø er ikke død

- I stedet for diesel kom leverandøren til at fylde 6.000 liter benzin på. Færgen er bygget til at sejle på naturgas eller diesel, så vi er i gang med at pumpe i alt 48.000 liter blandet benzin og diesel op nu. Men det er heldigvis ikke kommet rundt i systemet, så vi kan nøjes med at pumpe det ud, siger Carsten Kruse, direktør i Samsø Rederi.

Det var en tankvognschauffør, der ved en fejl kom til at fylde det forkerte brændstof på færgen. Fejlen har betydet, at afgangene klokken 12.00, 13.15 samt 14.30 og 15.45 er blevet aflyst.

Kommer ikke til at ske igen

På tankvognen var der både benzin og diesel, men efter dagens episode vil der fremover kun være diesel med, når Samsø-færgen skal fyldes op, fortæller Carsten Kruse. 

Læs også Hård vind tvinger Samsø Rederi til aflysninger

Samsø-færgen sejler som udgangspunkt på naturgas, men bruger diesel når den manøvrer ind og ud i havnene, da motoren accelererer hurtigere på diesel.

Carsten Kruse fortæller, at rederiet nu er i dialog med olieselskabet om en erstatning.