Syv biler blev mast mod færgens tag - sådan vil rederi undgå nye uheld

Det skal ikke kunne gentage sig, at en medarbejder med et knaptryk kan komme til at trykke biler op mod færgens tag.

00:33

VIDEO Det var det hængedæk, du kan se i videoen, som en medarbejder ved Samsø Rederi søndag kom til at trykke op mod færgens loft, selvom der fortsat var biler på det.

Søndag begik en medarbejder på Samsø-færgen Prinsesse Isabella en fejl, der kunne have udviklet sig til at blive farlig. 

Passagererne i syv biler fik noget af en skræmmende oplevelse, da de biler, de skulle til at køre fra færgen i, pludselig blev trykket op mod færgens tag. 

Hængedækket, som her ses, betjenes af medarbejderen i den gule vest nederst til højre i billedet. Fremover vil han være i radiokontakt med en kollega, som står på selve hængedækket, mens dette køres op og ned. 

Bilerne holdt parkeret på et såkaldt hængedæk, hvor de bliver hejst op i luften, efter at de er parkeret. Da færgen var i havn i Sælvig på Samsø kl. 15.30 søndag, blev bilerne på hængedækket med passagerer om bord kørt længere op mod færgens loft i stedet for nedad.

Læs også Syv biler med passagerer mast mod færges loft

Det må ikke kunne ske igen, fastslår færgedirektør ved Samsø Rederi Carsten Kruse. 

Nye tiltag

Han har siden søndag beklaget episoden dybt, og nu har Samsø Rederi lavet nogle tiltag, der skal sikre, at ulykken ikke kan gentage sig.

- Det vigtigste, vi har gjort, er, at vi har fordoblet personalet på hængedækket. Det vil sige, at der er en fra personalet oppe på hængedækket sammen med passagererne, hver gang hængedækket bliver bevæget et eller andet sted hen - uanset om det er op eller ned, siger Carsten Kruse til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Samsø Festival udsolgt

- Vedkommende, som står oppe sammen med bilerne, er i radiokontakt med ham, der står og betjener hængedækket nedefra.

Samtidig har Samsø Rederi gjort det sværere for medarbejderne at komme til den knap, der hejser hængedækket opad. Den er blevet dækket til.

På tildækningen, der skal løftes for at trykke på knappen, er der desuden en påmindelse om at huske at tjekke hængedækkene, inden man trykker på knappen.

01:03

VIDEO: Det skal ikke kunne gentage sig, at en medarbejder med et knaptryk kan komme til at trykke biler op mod færgens tag.

Luk video