Begejstret Bundsgaard: - Kattegatbro vil gøre Østjylland rigere

Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, er begejstret for, at snakken om en bro over Kattegat er blusset op igen

02:12

Jacob Bundsgaard er glad for, at planerne om en Kattegat-forbindelse er genoptaget. NB: Vi beklager den dårlige billedkvalitet. Grafik: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet

Nu kan turen fra Jylland til Sjælland snart blive markant hurtigere.  

Onsdag aften kom det frem, at regeringen genoptager det indledende arbejde med at etablere en bro mellem Jylland og Sjælland.

Vi ved, at god mobilitet skaber vækst og her vil man få et kvantespring.

Jacob Bundsgaard (S), borgmester, Aarhus 

Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, er begejstret for nyheden og mener, at en sådan broforbindelse vil gavne Østjylland. 

- Det kommer til at gøre Østjylland mere attraktivt. Både som et sted at etablere virksomhed og som et sted at bosætte sig, siger Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S) til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter: 

Læs også Blåt flertal genopliver bro over Kattegat men kun for biler

- Sådan en forbindelse vil omforme danmarkskortet. Det vil skabe en helt ny situation, som kan skabe vækst og arbejdspladser og forhåbentlig et Danmark, der hænger bedre sammen.

Han mener også, at en bro mellem landsdelene vil åbne nye muligheder for Danmarks to største byer. 

- Jo nemmere og stærkere koblingen mellem hovedstadsområdet og Aarhus-området er, jo rigere bliver vores samfund. Vi ved, at god mobilitet skaber vækst, og her vil man få et kvantespring, siger Jacob Bundsgaard. 

Skitsering af, hvordan en Kattegatforbindelse eventuelt kan konstrueres og en visualisering af broen set fra Sjælland.  Foto: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

På spørgsmålet om, hvorvidt en bro blot vil gøre Aarhus til en ny forstad til København, er borgmesteren fortrøstningsfuld. 

- Danmark bliver bundet meget bedre sammen. Og så tror jeg i virkeligheden, at vi kan sige, at København bliver en ny forstad til Aarhus, siger han. 

Læs også Oppositions-partier: Tog skal indgå i Kattegat-forbindelse

Borgmesteren understreger desuden, at han gerne ser, at den kollektive trafik bliver en del af den nye Kattegat-forbindelse.  

- Det afgørende er, at vi får en forbindelse, og den skal være så god som muligt. Gerne en, som kan understøtte den kollektive trafik, siger Jacob Bundsgaard. 

Dansk Folkepartis transportordfører mener, ligesom Jacob Bundsgaard, at en Kattegat-forbindelse vil være til gavn for østjyderne. 

- Jeg tror, det vil have rigtig stod betydning. Ikke kun for Østjylland, men for hele det nordlige Jylland. Det vil derudover aflaste for eksempel Storebæltsbroen, siger Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND. 

VIDEO: I 2015 blev idéen om en Kattegatbro parkeret, fordi den var for dyr. 

Blandede følelser på Samsø

Ikke alle er lige så positive som Aarhus-borgmesteren. Jacob Bundsgaards kollega på Samsø har blandede følelser om en Kattegat-forbindelse. 

- Det er træls, at diskussionen popper op igen, igen. Det har den gjort i 10 år, siger Samsøs borgmester, Marcel Meijer, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Ny hurtigfærge stadig på tapetet på Samsø

Han mener, at øen mister sin charme, at det koster på turistsiden, og at det rammer Samsøs ø-kultur. Han er dog ikke udelukkende negativ.

Det er træls, at diskussionen popper op igen, igen. 

Marcel Meijer, borgmester, Samsø

- På den anden side giver det også nye muligheder. Det er til gavn for bosætningen, og erhvervslivet jubler. Med en bro vil der for alvor komme trafikal ligestilling, siger Marcel Meijer.

Forløbet i sagen om Kattegat-forbindelsen

  • Der har været debat om en fast forbindelse mellem Jylland og Sjælland siden 2007.
 
  • I 2015 lagde daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) planen på is, da man skønnede, at det ville blive urealistisk dyrt.
 
  • Dengang hed det, at en kombineret vej- og togforbindelse over Kattegat ville beløbe sig til 118 milliarder kroner.
 
  • Nu viser nye tal fra Transportministeriet, at hvis jernbanen ikke er inkluderet, kan anlægsomkostningerne reduceres betragteligt.
 
  • Uden jernbanedelen og de tilhørende landanlæg kan de samlede anlægsomkostninger reduceres fra til 58 milliarder kroner.
 
  • Dermed kan forbindelsen blive finansieret af brugerbetaling og være tilbagebetalt af trafikanterne på 32 år - uden tilskud fra staten.
 
  • Regeringen og Dansk Folkeparti vil nu have tallene regnet efter og venter at være klar med en konklusion i slutningen af 2018.


Kilde: Transportministeriet / Ritzau

Kan ikke tåle bro midt på øen

Han synes dog også, at Samsø bør være med til at bestemme broens placering. 

- Vi vil være med til at bestemme. Vi kan ikke tåle en bro midt på øen, det duer ikke, siger Marcel Meijer og fortæller, at han mener, at broen skal placeres på den sydlige del af øen. 

Læs også Stadig mystik om krobrand: Nu skal mulige vidner afhøres

På trods af den nye melding om en bro over Samsø, vil der stadig blive udviklet på færgeforbindelserne. 

- Indtil videre fortsætter vi med at udvikle på færgesiden, vi har ikke opgivet planerne om hurtigfærge til Aarhus, siger Marcel Meijer.

Naturligt med afkørsel på Samsø 

Hvis broen bliver en realitet, finder Venstres transportordfører det sandsynligt, at der kommer en afkørsel på Samsø. 

- Umiddelbart vil jeg finde det naturligt, hvis der kommer en afkørsel på Samsø, siger Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører hos regeringspartiet Venstre. 

Han lægger op til, at beboerne på Samsø skal have indflydelse. 

Umiddelbart vil jeg finde det naturligt, hvis der kommer en afkørsel på Samsø. 

Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører (V)

- Det er noget, vi må tale med samsingerne om. Jeg vil tro, at hvis vi spørger på Samsø, er der nogle, der godt kunne tænke sig at kunne køre af på deres dejlige ø. Jeg tror også, det vil styrke turismen, siger Kristian Pihl Lorentzen og fortsætter: 

- Der vil være andre på Samsø, der gerne vil beholde deres fred og ro. 

Et spadestik dybere

Selv om regeringen nu genoptager det indledende arbejde med at etablere en bro mellem Jylland og Sjælland, går der stadig mange år, før en eventuel Kattegats-forbindelse er en realitet. 

Vi har endnu ikke besluttet at bygge en Kattegat-bro.

Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører (V)

- Vi har endnu ikke besluttet at bygge en Kattegat-bro. Tallene ser gunstige ud, så vi vil gerne tage et spadestik dybere med henblik på en eventuel forundersøgelse, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Den holdning er regeringens parlamentariske grundlag enig i. 

- Kattegatforbindelse er rykket nærmere, fordi den nye rapport viser, at den kan brugerfinansieres. Hvis man kigger på en normal tidsramme for sådan et projekt, kunne den godt stå klar i 2030, siger transportordfører Kim Christiansen (DF).