Samsø starter eget rederi

Kommunalt rederi skal sikre billig sejlads

Foto: Visualisering

Samsø Kommune vil nu etablere deres helt eget rederi, som skal tage sig af færgeruten mellem Samsø og Jylland.

Ifølge en pressemeddelelse siger en enig kommunalbestyrelse god for det kommunale rederi for at sikre en så billig sejlads som muligt. Samsø har netop haft færgeruten Samsø i udbud - og de har kun modtaget et enkelt tilbud på besejling af ruten, som ifølge kommunen ville medføre en fordobling af udgifterne.

- Forskellen på det givne tilbud og kommunens kontrolberegning er så overvældende stor, at det økonomiske incitament nu langt overstiger de mange udfordringer, der er ved at oprette et kommunalt rederi. Det er en meget stor beslutning for kommunalbestyrelsen, men vi har reelt ikke haft noget valg, siger borgmester i Samsø Kommune, Jørn C. Nissen (K).

Samsø Kommune har udarbejdet et kontrolbud i henhold til reglerne for kommunalt kontrolbud, der viser, at kommunen kan drive ruten Sælvig - Hou til den halve pris i forhold til det fremsendte tilbud fra rederiet.

Samsø Kommune har i øvrigt besluttet at bygge en færge med plads til 160 biler, der skal være klar 1. oktober.