Samsø skrotter oliefyr
Samsingerne skifter deres oliefyr ud i rekordtempo
Flere end 100 olieslugende fyr har måttet lade livet på Samsø inden for det seneste års tid. Det er 6 gange flere pr. indbygger end i resten af landet.
I stedet for oliefyrene har samsingerne skiftet til mere miljøvenlige opvarmningsformer. Det fik smilet frem hos Klima- og energiminister Lykke Friis, der netop har været på besøg på øen, der forsyner sig selv med vedvarende energi, skriver Energitjenesten i en pressemeddelelse.
Det er især den personlige vejledning, der har skubbet til processen med de mange skrottede oliefyr, fortæller Michael Kristensen, der er energivejleder hos Energitjenesten:
- Folk er ofte i tvivl om, hvad der er det mest fornuftige alternativ til oliefyret lige præcis i deres tilfælde. Og da der ikke er nogen universalløsning, er det netop vigtigt med den individuelle rådgivning - og den har vi prioriteret meget højt.
I samme forbindelse har Energistyrelsen iværksat en rådgivningskampagne, hvor husjere kan få information og personlig vejledning til at skifte fra oliefyr til varmepumpe. Man kan læse mere om kampagnen på www.varmepumpeinformation.dk
I alt har ca. 20.000 på landsplan valgt at droppe oliefyret via den skrotningsordning, som netop er udløbet. Det er Energistyrelsen, der har stået bag ordningen. Ved ordningens start 1. marts sidste år blev der reserveret en pulje på 400 mio. kr. Ifølge Energistyrelsen ville der skulle udbetales ca. 25.000-26.000 tilskud, hvis alle midlerne skulle bruges, men det mål var ikke nået, da ordningen ophørte pr. 30. juni 2011.