Samsø kirke skal bruge 1,2 mio. kr
Ellers skal Ørby Kirke pilles ned og flytttes til Den Gamle By i Århus
Nye undersøgelser foretaget af arkitekter viser, at der skal bruges 1,2 millioner kroner til at renovere Ørby kirke på Samsø. Kirken er en ud af syv kirker på øen, og dens dårlige forfatning og begrænsede brug fik sidste år menighedsrådet til at foreslå, at den blev pillet ned og genopført i Den Gamle By i Århus. Det affødte massiv protester hos en række borgere på Samsø, og en støttegruppe satte sig for at samle penge ind til restaurering af kirken. Men nu viser det sig altså, at der skal bruges 1,2 millioner kroner, og de skal være samlet ind inden udgangen af 2005. Hvis Ørby kirke bliver flyttet, er det den første kirkeflytning i Danmark. Ørby Kirke kan i år fejre sit 100 års jubilæum, og planen er, at den skal indgå i Den Gamle Bys nye bydel, som skal bestå af bygninger fra 1900-tallet.