Samsø Festival næsten udsolgt

Få billetter tilbage til dette års Samsø Festival

Samsø Festival åbner portene til teltpladsen i morgen, tirsdag, og til musikken på onsdag, og det er ved at være sidste chance for at købe en billet, hvis man vil være en del af festen.

Samsø Festival oplyser, at der lige nu er omkring 100 billetter tilbage.

- Hvis salget fortsætter, som det har gjort i løbet af dagen, så har vi udsolgt af partout-billetter i aften, siger Thomas Jakobsen, der er PR-ansvarlig for Samsø Festival.

Han fortæller, at der så stadig vil være endagsbilletter til onsdag og torsdag tilbage.

Sidste år lykkedes det for festivalen at sælge samtlige billetter.

- I år har vi 500 billetter mere til salg end sidste år, så det er et flot salg, siger Thomas Jakobsen.

Samlet sælges der 6.000 billetter til festivalen, mens 1.600 kommer som medhjælpere. Derudover kommer 800 personer som særligt inviterede VIP.

Samsø Festival finder sted i dagene 15. juli til og med 18. juli, og her har gæsterne blandt andet mulighed for at høre D:A:D, Stine Bramsen, Scarlet Pleasure, Medina og Suspekt.