Samsø-færge skifter navn
M/F Kanhave bliver til M/F Samsø
Færgen mellem Sjælland og Samsø skifter navn.
Færgen, der sejler mellem Kalundborg og den nye færgehavn i Ballen skifter navn fra M/F Kanhave til M/F Samsø, oplyser rederiet Færgen i en pressemeddelelse.
- Det har længe været et ønske for os at understrege Færgens lokale forankring på Samsø via selve færgenavnet. Fremgangsmåden er den samme på flere af vores øvrige ruter, hvor især lokalbefolkningen har været glade for at sejle med en færge, der bærer navnet på destinationen. Nu er det endelig blevet teknisk muligt, og søfartsmyndighederne har tidligere i dag været om bord for at godkende ændringen, siger Jørgen Jensen, der er kommerciel direktør hos Færgen, i en pressemeddelelse.
Tidligere i år blev den nye færge mellem Samsø og Jylland navngivet Prinsesse Isabella fremfor Samsø Færgen, som mange lokale ønskede, men nu kommer færgen mellem Sjælland og Samsø altså til at hedde M/F Samsø.