Sammenstød med flere biler
Motorvej blev spærret på grund af uheld
Politi og redningsmandskab handlede hurtigt her til eftermiddag, da de fik meldingen om, at der var sket et harmonikasammenstød på motorvejen ved Skanderborg.
Uheldet skete mellem frakørsel 54 Ejer Bavnehøj og 53 Skanderborg S, hvor tre biler kørte op i hinanden.
Motorvejen blev for en kort stund spærret for at give plads til oprydning og behandling af bilernes passagerer, fortæller vagtchef Lars Grønlund til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Flere har muligvis nakkeskader. De klagede over ondt i nakken, men udover det skete der ikke noget alvorligt.
Ifølge vagtchefen reagerede både politi og redning ekstra hurtigt for at undgå, at der opstod lange køer i den travle eftermiddagstrafik.
- Hellere overdimensionere indsatsen, så det er hurtigt overstået, siger vagtchef Lars Grønlund.
Politiet fik meldingen om uheldet klokken 14.58.