Samler penge ind til pædagoger

Århusianske forældre starter indsamling til fordel for byens pædagoger i kølvandet på den seneste tids strejker og blokader.

Det er dyrt at strejke. I Århus kan mange pædagoger se frem til en regning på over 10.000 kr., og det har fået to forældrepar til at forsøge at starte en indsamling.

- Jeg synes, det er oplagt at gøre noget. Her er nogle mennesker, der har aktioneret for deres egen og for vores skyld for at sikre ordentlige forhold. De trænger til en opmuntring, også selv om den ikke dækker en dyt, siger Jan Dyberg Larsen, forældre til et barn på Amaliegården.

Indsamlingen har dog stødt på modstand. Ifølge Århus Kommunes Børne- og Ungeforvaltning er det ulovligt at samle ind på institutionernes område.

Samtidig peger forvaltningen på, at man skal undgå at grave grøfterne dybere mellem de forældre, der støtter aktionerne, og de der er imod.

Initiativet fortsætter dog lokalt på initiativtagernes institution Amaliegården, hvor et stort flertal af forældrene har bakket op om aktionerne. Her mødes forældrene onsdag for at diskutere, om man i stedet kan oprette en bankkonto eller på anden måde gennemføre indsamlingen.

Jan Dyberg Larsen håber, at initiativet kan være til inspiration for andre forældre landet over. /ritzau/

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15589">Pædagoger har fået nok (10/10-06)</A><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15573">Kommuner tjener tykt på konflikt (8/10-06)</A></STRONG>