Samarbejde på tværs af skoler
Unge går sammen om fælles elevråd
Der skal være plads til at samarbejde og sparring på tværs af uddannelser.
Det er visionerne bag et nyt, fælles elevråd i Randers, som de seks uddannelsesinstitutioner Paderup Gymnasium, Randers Produktionsskole, Randers Social- og Sundhedsskole, Randers Statsskole og Tradium har sat i søen.
Elevrådet blev endeligt vedtaget på et møde onsdag, og nu er det så op til eleverne at finde ud af, hvordan de bedst muligt kan gøre nytte af hinanden:
- På nogle skoler fungerer elevrådene godt, men andre steder gør de ikke. Derfor kan vi sparre med hinanden, så vi kan få elevrådene op at stå, og så er det også en god mulighed for at samarbejde på tværs af skolerne, siger hhx-elev Mathilde Greve fra Tradium til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De unge skal nu beslutte, hvor ofte det fælles elevråd skal mødes, og hvordan det fremtidige arbejde skal foregå.
På mødet i går deltog også borgmester Claus Omann Jensen (V), som bakker op om elevernes initiativ:
- Jeg synes, det I har gang med et fælles elevråd er utrolig spændende. Man bliver meget stærkere af at tale med én klar stemme, lød det bl.a. i borgmesterens peptalk til de fremmødte elever.
Claus Omann Jensen lovede de unge, at det kommende elevråd, vil blive hørt - både af borgmesteren selv og af det øvrige byråd.