Samarbejde med Airbnb: Alle skal have del i kagen

Som den første turistorganisation i Danmark samarbejder VisitAarhus nu med platformen Airbnb. Det skal på sigt gavne mange aarhusianere

03:00

VIDEO: Hør hvad begrundelserne og forventningerne til samarbejdet er hos de forskellige parter.

Flere turister, flere jobs i servicebranchen og mere samarbejde internt er nogle af hovedårsagerne til, at VisitAarhus i dag indgik i et samarbejde med det online udlejningsfirma, Airbnb.

- Det handler meget om at bruge deres platforme til at markedsføre Aarhus. Vi kan se, at der er mange, som er loyale Airbnb gæster. Kan vi få nogle af dem til at holde deres ferie i Aarhus, så er vi med til at tiltrække nye gæster, siger direktør i VisitAarhus Peer Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Overfuset af sure kunder: Bageri må sende ekspedienter hjem

Det er første gang, at Airbnb indgår et samarbejde med en turistorganisation i Danmark. Og selvom portalen har samarbejdet med andre europæiske storbyer, så er ambitionerne i Aarhus særligt tiltalende for firmaet.

De taler til et lidt andet segment, end hotellerne typisk taler til. Dermed bliver vi forhåbentligt allesammen rigere og får plads til flere jobs.

Jacob Bundsgaard (S), borgmester, Aarhus Kommune 

- Vi har samarbejdet med mange byer rundt om i verden. Det, der er godt i Aarhus, er, at der er en klar ambition om at øge turismen i byen. Vi håber, at vi kan sprede turismen ud til alle, der bor i Aarhus, fortæller Pieter Goldemund, public policymanager for Airbnb.

Vil fordoble turismen

Netop samarbejdet om at øge turismen er et led i den målsætning, som Aarhus Kommune har sat for en kommende årrække.

- Vi har en ret stor ambition om at fordoble antallet af turister frem mod 2025. Det betyder, at vi får brug for rigtig mange overnatningsmuligheder på samme måde som med hoteller, det gør, at vi samlet set kan lave en bedre indsats, siger Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune.

Samarbejdet er en del af en generel strategi, som Aarhus Kommune har ført, denne handler om at skabe en delingsøkonomi, som skal give borgerne bedre muligheder for at tage fælles del i goderne og i større grad deler de ressourcer, vi har til rådighed.

01:59

VIDEO: Se indslaget om aftalen mellem Airbnb og VisitAarhus. 

Luk video

- Jeg tror, at de har 60.000 gæster i Aarhus om året. Og det er en smart måde at bruge ressourcerne på, når man får mulighed for at invitere nogle gæster til Aarhus, som får en god oplevelse. Så vi har brug for at sætte de rigtige rammer for, hvordan man udvikler det her med deleøkonomi, udtaler Jacob Bundsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

På samme måde er Peer Kristensen også overbevist om, at det ikke skal ses som en trussel for den etablerede hotelbranche, selvom Airbnb umiddelbart er en konkurrent.

- Der bliver bygget nye hoteller i byen over de kommende mange år. Jeg tror, at man har vænnet sig til, at konkurrencen er stor i Aarhus. Den eneste måde, man kan vinde på, det er ved at øge kagen, så der bliver mere til alle, udtaler han.

Den eneste måde, man kan vinde på, det er ved at øge kagen, så der bliver mere til alle.

Peer Kristensen, direktør, VisitAarhus 

Han mener desuden ikke, at Airbnb og hotellerne taler til den samme type af gæster.

- Turismen kommer til at vækste i Aarhus. Vi får adgang til en ny målgruppe, som er familier, der ellers er svære at få plads til i Aarhus, fordi der kun er klassiske hotelværelser, udtaler Peer Kristensen.

Borgmesteren tror også på, at man med samarbejdet rammer et segment, som hotellerne alligevel ikke formår at ramme.

- De taler til et lidt andet segment, end hotellerne typisk taler til. Dermed bliver vi forhåbentligt allesammen rigere og får plads til flere jobs.

 

Gevinst for flere

Med tanken om, at man i Aarhus deler økonomien, så vil byen få en stor gevinst ved, at Airbnb kommer med i samarbejdet.

- Den økonomiske gevinst ved at have Airbnb i Aarhus er allerede stor. Sidste år lød den på 300 millioner kroner, og det forventes, at den vokser, da flere og flere åbner deres hjem i Aarhus, mener Pieter Goldemund.

Else Flytkjær har lejet dele af sin lejlighed ud 465 gange, og hun oplever ligeledes, at Airbnb kan bidrage med nogle andre ting, end hoteller kan.

- Jeg oplever, at folk godt kan lide, når jeg er der, og de kan spørge. Jeg kan fortælle dem om små ting, som måske ikke er i bøgerne, siger Else Flytkjær til TV2 ØSTJYLLAND.

Den økonomiske gevinst ved at have Airbnb i Aarhus er allerede stor. Sidste år lød den på 300 millioner kroner.

Pieter Guldemond, public policy manager, Airbnb

Hun tror også på, at det kommer til at gøre noget gavnligt for turismen i byen, hvis der bliver bedre mulighed for at udleje private lejligheder.

- Jeg kunne forestille mig, at det betyder, at der kommer flere gæster til byen. Med 4000 værter er der jo også rigtig mange at vælge mellem. Min styrke er beliggenheden, for du kan gå til alt det, som besøgende gerne vil se samtidig med, at det er en rolig gade, siger Else Flytkjær.

Alle de overordnede retningslinjer og regler for, hvordan Airbnb skal indordne sig de fælles regler, vil være det næste step.

- Et naturligt næste skridt er en modning af samarbejdet. Så de kommer ind under samme ramme som alle andre aktører, så vi kan have dialogen og sætte nogle politiske rammer. Det, der handler om skat og antallet af udlejningsdage, det hører til på Christiansborg, mener Jacob Bundsgaard.

Læs også Smadret dildo og ananas i snor: Her er de vildeste Airbnb-historier

Peer Kristensen er også sikker på, at samarbejdet på sigt vil kunne mærkes uden for branchen.

- Det kommer til at betyde meget for vores detailhandel samt vores attraktioner og oplevelser. Jeg tror, at man skal kigge på, hvordan man forædler hinanden, fordi så så smitter det af på mange, siger han.

03:01

VIDEO: Hvordan har hotelbranchen det med det nye samarbejde? 

Luk video